Et forskudt vinkelhus med alt, hvad den moderne familie behøver

Fra det overdækkede indgangsparti kommer du ind i husets rummelige entré. Herfra er der direkte adgang til bryggerset, hvor der er opbevaringsplads til børnenes beskidte flyverdragter og god plads til at ordne vasketøj. Entréen munder ud i en fordelingsgang, som fører dig gennem børneafdelingen. Her ligger der tre værelser, hvoraf to har indbyggede skabe. Du kommer også forbi gæstebadeværelset, hvor vi har kredset om detaljerne med shampoo-niche i bruseren, væghængt toilet og et lækkert lyst miljø. 

Efter børneafdelingen ligger husets hjerterum, nemlig det åbne køkken/ alrum. Her er der en lidt anderledes indretning, hvor køkkenet har sin egen afdeling med en skabsvæg med køl, frys og ovn samt en hyggelig kaffeniche. I midten af køkkenet ligger køkkenøen med vask og god opbevaringsplads. På modsatte væg er der lavet en kogeniche med indbygget emhætte, som giver et stilrent look til rummet. 

I huset er der plads til mange gæster, da der er mulighed for at have et langbord stående fra køkkenafdelingen og ned til stuen. Spisepladsen fremstår åben og lys pga. skråloftet og de store vinduespartier. Herfra er der åben adgang til stuen samt udgang til husets overdækkede terrasse. Stuen ligger godt i husets sydøstlige hjørne, hvor du kan nyde morgensolen direkte fra sofaen. Her er også plads til et stort tv og et læsehjørne. 

Voksenafdelingen, som ligger bag stuen, består af et walk-in-closet, der også fungerer som fordelingsgang mellem soveværelset og husets andet badeværelse. I badeværelset har vi lavet en ekstra stor bruseniche og bidraget til hverdagens luksus med en shampoohylde. For det lækre indeklima og miljøvenlige løsninger, er der gulvvarme med trådløs styring gennem Danfoss link i hele huset. Ligeledes er der installeret Danfoss A2/W2 ventilationsaggregat med varmegenvinding med indbygget fugtføler, så du får de absolut bedste forhold indenfor. Til huset hører også en carport og et praktisk skur til havemøbler og -redskaber 

Besøg hybelhuse.dk